18.05
SKAL VIRKSOMHEDEN LEDES AF EN LEDERGRUPPE ELLER EN GRUPPE INDIVIDUELLE LEDERE?
I Europa alene investerer virksomheder milliarder i lederudvikling, hvor formålet primært er at udvikle egentlige ledelseskompetencer – men alt for sjældent zoomer man ind på selve ledergruppen som dynamisk enhed. For hvordan skaber man egentlig en ledergruppe, der ikke bare besidder de rigtige kompetencer, men samtidig er kendetegnet ved en dynamik og teamkultur, der løfter både den enkelte leder, gruppen og den samlede organisation, så virksomheden skaber endnu bedre resultater og bliver endnu mere attraktiv som arbejdsplads og samarbejdspartnere?

Arbejdet med udvikling af gruppedynamik som element i ledergruppens udvikling er ikke en overfladisk teambuildingøvelse, men bør gribes an som et grundigt, fokuseret og bevidst arbejde med relationer, tillid, forståelse, diversitet og inklusion.
At arbejde MED hinanden og ikke VED siden af hinanden
Mange ledergrupper oplever først for alvor et gennembrud i samarbejdet, når de træder ud af de vante rammer og arbejder med hinanden i et mere personligt og fortroligt rum. Det sker typisk væk fra kontoret, i omgivelser hvor den daglige drift kan lægges til side, og hvor der er plads til den dybe dialog. En metode, der har vist sig særligt effektiv, er at lade gruppens medlemmer dele deres personlige historier – fx opvækst, livserfaringer, livsudfordringer, livsbeslutninger og motivation. Og det er vigtigt at skabe en forståelse af, hvad der giver det enkelte medlem i gruppen positiv energi, og hvad der dræner den enkelte for energi. Disse faktorer kan være helt afgørende for en dybere forståelse af hinandens værdier og adfærd.
Når man forstår, hvad der har formet kollegaernes verdenssyn og ledelsesstil, bliver det nemmere at navigere i de forskelligheder, der ellers kan skabe gnidninger – og dermed i sidste ende nemmere at samarbejde. Det er ofte gennem disse indsigter, at ledergrupper begynder at arbejde med hinanden frem for blot ved siden af hinanden.
Fra individ til fællesskab
Effektive ledergrupper bygger ikke kun på individuelle styrker, men på evnen til at sætte dem i spil sammen. Når vi forstår, hvad der ligger bag hinandens adfærd, bliver vi bedre til at supplere, udfordre og støtte hinanden – uden at en konflikt nødvendigvis opstår eller eskalerer unødigt og potentielt svækker beslutningsprocessen, kreativiteten og det endelige resultat.
Det kræver mod – og tid. Men gevinsten er betydelig: Bedre beslutningsprocesser, øget gensidig respekt, færre skjulte dagsordener og en kultur, hvor man er motiveret til at bidrage, fordi man oplever reel mening og fremdrift og mærker, at man er en integreret og værdsat del af gruppen.
En stærk gruppedynamik reducerer magtdistance og skaber organisatorisk sammenhæng
Når en ledergruppe fungerer som en tæt sammentømret enhed med høj grad af tillid og psykologisk tryghed, skaber det ringe i vandet i resten af organisationen. Den interne dynamik i ledergruppen bliver en model for, hvordan relationer, kommunikation og samarbejde bør fungere på tværs af hierarkier i organisationen som helhed. Her bliver autoritet mindre afhængig af formel magt og mere forankret i relationel kapacitet – dvs. evnen til at lytte, samskabe og tage fælles ansvar. Resultatet er, at magtdistancen i organisationen reduceres: Det bliver lettere for medarbejdere at bringe idéer og bekymringer frem, feedback kulturen styrkes, og beslutninger træffes i højere grad med udgangspunkt i fælles forståelse frem for ensidige direktiver. En stærk gruppedynamik i ledergruppen fungerer dermed som en kulturbærer og baner vej for en organisation, hvor ledelse ikke udøves oppefra og ned, men opstår i dialog og samarbejde samt gennem åben facilitering.
Gruppedynamik som nøgle i et komplekst adaptivt system
Anskuer man en organisation som et komplekst adaptivt system – karakteriseret ved uforudsigelighed, mangfoldighed og konstant forandring – bliver en stærk gruppedynamik i ledergruppen endnu vigtigere. Her er ingen lineære årsagskæder, og ingen leder har det fulde overblik. Det, der til gengæld skaber fremdrift og robusthed, er evnen til hurtigt at tilpasse sig, skabe mening i kompleksitet og handle kollektivt. En ledergruppe med stærk intern dynamik kan fungere som systemets “nervecenter”, hvor information flyder frit, perspektiver brydes åbent, og beslutninger formes i realtid. I sådanne grupper opstår emergens – dvs. helheder, der er større end summen af delene – hvilket gør organisationen bedre rustet til at tilpasse sig og trives under komplekse og omskiftelige vilkår.
Tre nøgler til at styrke gruppedynamikken i ledergruppen
Skab rum uden for dagligdagen: Gå væk fra kontoret. Skab en kontekst, hvor hverdagsrollen sættes på pause, og der er plads til ægte samtaler.
Brug personlige fortællinger som metode: Fortæl om din opvækst, motivation og fremtid. Det lyder måske banalt, men det har en stærk effekt på forståelsen af hinandens perspektiver.
Gentagelse skaber dybde: En enkelt seance rykker lidt – men kontinuitet skaber transformation. Når man "kommer dybere og dybere ned", opstår det, som mange ledergrupper mangler: Ægte tillid og respekt for forskellighed.
En ledergruppe er ikke kun en samling af individuelle ledere – det er et (værdi-)fællesskab med ansvar for både retning, kultur og organisatorisk sammenhængskraft. At investere i gruppedynamik er ikke blot en “soft” aktivitet. Det er et strategisk greb, der skaber varig effekt. Og det starter ofte med noget så simpelt – og komplekst – som at sætte sig i en rundkreds og og dele ud af, hvem man er og lytte til, hvem de andre er.